Hvilken form for særeje skal I vælge?
Der findes flere former for særeje, og forskellene kan have stor betydning.
Skilsmissesæreje betyder, at de omfattede værdier som udgangspunkt ikke skal deles ved separation eller skilsmisse, men indgår i delingsformuen ved dødsfald.
Fuldstændigt særeje betyder, at værdierne holdes uden for formuedelingen både ved separation, skilsmisse og dødsfald.
Kombinationssæreje gør det muligt at kombinere de forskellige former, så der gælder én ordning ved separation eller skilsmisse og en anden ved dødsfald.
I kan vælge, om særejet skal gælde hele formuen eller kun bestemte værdier, eksempelvis en virksomhed eller en ejendom.
Vi gennemgår forskellene sammen med jer og hjælper med at finde ud af, hvilken løsning der passer bedst til jeres situation.
Ægtepagt, arv og testamente
En ægtepagt bør ofte ses i sammenhæng med jeres øvrige familie- og arveforhold.
Har I børn fra tidligere forhold, kan det eksempelvis have betydning, hvordan jeres formue skal behandles ved dødsfald.
Det kan også være relevant at undersøge, om I allerede har modtaget arv eller gaver med bestemmelser om særeje. Sådanne bestemmelser kan begrænse, hvad I selv kan ændre ved en ægtepagt.
En ægtepagt og et testamente regulerer forskellige forhold, men kan med fordel tænkes sammen.